Kontormiljøet har gennemgået en omvæltning de sidste par år. Hvor man tidligere var limet fast til kontorstolen, skal nutidens kontorlokaler være formbare, fleksible og foranderlige. Forbos Bulletin Board-kollektion taler direkte ind i nutidens tendens, da det nye linoleumsprodukt kan skifte form og funktion alt efter humør og behov.
− Hos Forbo bruger vores internationale designere meget tid på være et skridt foran og forudse fremtidens farver, tendenser og ønsker hos forbrugerne. Derfor synes vi også, at vores kollektioner møder kundernes forventninger rigtig godt, fortæller Anne-Mette Holm, marketingansvarlig hos Forbo.
En levende væg
Bulletin Board er et multifunktionelt produkt og er blandt andet helt ideelt som opslagstavle. Produktet indeholder nemlig en kombination af oxideret linoleum, harpiks og finmalet kork, som giver fleksibilitet og elasticitet, så man kan sætte stifter i, uden at det efterlader mærker og huller. Derudover er materialet oplagt til skillevægge, da det er særdeles støjreducerende.
− Bulletin Board er på grund af sine mange anvendelsesmuligheder et rigtig populært produkt blandt vores kunder – især i kreative miljøer. Men kollektionen vinder også større og større indpas på uddannelsesstederne, hvor de har brug for et produkt, der både er lyddæmpende, men som også har en praktisk funktion, uddyber Anne-Mette Holm.
Flyv med og se mere om Riisfort Inspirationsmesse
En ny farvepalet
På Riisfort Inspirationsmesse 2017 viser Forbo også deres klassiske Furniture Linoleum-kollektion frem. Som noget nyt er kollektionen blevet udvidet med en helt ny farvepalet.
− Furniture Linoleum kan nu fås i et større udvalg af både klassiske og elegante grå og feminine pasteller, som passer rigtig godt ind i boligen, men vi har også stærke og sprælske farver, som er dem, institutionerne efterspørger, forklarer Anne-Mette Holm.
Et fleksibelt materiale
Netop børnehaver og skoler har fået øjnene op for Furniture Linoleum-kollektionen, og det skyldes ikke blot farverne. Produktet består nemlig af 97 procent naturlige materialer og er på grund af dets sammensætning utrolig hygiejnisk og derfor oplagt til institutioner. Produktets matte overflade gør også, at aftryk af selv de mest fedtede børnefingre ikke bliver siddende på overfladen.
− Furniture Linoleum er et fleksibelt overflademateriale, der kan bruges som finish til forskellige typer af møbeldesign. Det er helt perfekt til skriveborde, da det er behageligt at røre ved - men det er også en rigtig god overflade til eksempelvis skranker, spiseborde, køkkenborde og fronter. Faktisk er det kun fantasien, der kan sætte grænser, siger Anne-Mette Holm.