Expedit: Lys finer fra Losan sikrer tidløse skobutikker
Skoene i danske og norske Skoringen-butikker har over de seneste tre-fire år fået opgraderet dele af deres omgivelser betragteligt. Med egefiner som en af hovedingredienserne har detailkæden udført en gennemgribende udskiftning af inventaret i en række af deres 175 butikker på begge sider af Skagerrak. Resultatet er blevet et lyst, let og tidløst design – til glæde for kunder og butiksmedarbejdere.
Holdbarhed på skandinavisk
Bag det nye indretningskoncept står Shoe-d-vision og Expedit, der både designer og producerer inventar til butiksløsninger i detailhandlen. Deres fornemste opgave var at finde den rette kombination af skandinavisk design, stor fleksibilitet og lang holdbarhed på materialerne i de nyindrettede skobutikker.
- Skohandlere skifter ikke bare butiksinventaret ud hvert femte år. Derfor var det afgørende, at vores løsning til Skoringen fik så lang holdbarhed som muligt – både i form af tidløst design og materialer med lang levetid. Derfor faldt vores valg på en egefiner til beklædning af blandt andet diske, podier og skilte og andet grundinventar. Det er et materiale, som både er robust og har det eftertragtede skandinaviske look, siger Christian Dalsgaard, Sales Manager for Fashion & Lifestyle i Expedit.
I denne udgave af Surface Academy fortæller vi om finerede plader fra Losan
Det gode kompromis
Netop det skandinaviske look – og navnligt de lyse træsorter – er særdeles efterspurgt blandt kunderne, når Expedit skal designe inventar til detailbutikker inden for blandt andet dagligvarer, fashion og livsstil. Og i den sammenhæng kan finerede plader være den bedst mulige løsning.
- Når både kvadratmeterpris og kvalitet skal hænge sammen, er finerede plader et virkelig godt kompromis, som vores kunder er tilfredse med. Det er måske ikke så eksklusivt som massivt træ, men til gengæld er det et velfungerende og langtidsholdbart alternativ med stort set det samme look, siger Christian Dalsgaard.